Jeg har det sidste halve år læst en master på KADK (Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering). Et halvår afsluttes her med en opgave.
Jeg valgte at skrive om den gode spiseoplevelse i grundskolen, for de større børn, med fokus på indretning af rum. Jeg elsker at designe for børn, og jeg er stødt på en masse artikler om hvor vigtigt det er for børn at spise godt på skolen, og at der er nogle børn som ikke spiser, og at det er et problem.
Der er en del forventninger til en opgave i et masterforløb. Der skal være en særligt struktur. Der skal være en problemformulering, gerne med nogle afgrænsninger, og så et langt teoriafsnit, som gerne skal indeholde teori fra det forgangne halvår, som skal hjælpe mig med at besvare min problemformulering. Så kommer der et metodeafsnit, som giver opskriften på hvordan jeg så praktisk vil løse min problemformulering. Så kommer der empiri, analyse og konklusion.
Jeg har før skrevet opgaver som denne, men det ligger noget tilbage, og det var ikke det letteste at få bygget opgaven op.
Skolen havde heldigvis udleveret et eksempel på én, som havde skrevet en veldisponeret opgave. Så var der da lidt konkret at holde fast i.
En model, jeg har været glad for at bruge flere gange, er Double Diamond. Figuren nedenfor indgår i min opgave, og viser hvordan jeg knytter alting op på dén.
Nævnte jeg, at litteraturhenvisninger også er vigtigt i opgaven? Her er er hvad der står i min litteraturliste om Double Diamond:
British Design Council (2012): A study of the design process (chapter “The design process” (Double Diamond)
Skolen havde også givet mig en vejleder, og det fik jeg meget glæde af – ikke mindst da min vejleder gav mig to videnskabelige artikler, som handlede lige netop om spisesituationen på skoler. Det var fedt, navnlig fordi jeg så ikke var afhængig af at bygge mine antagelser om godt og skidt ved spisesituationen på en udefinerlig masse af ditten og datten jeg har læst over årene. Jeg skriver et indlæg om de to artikler senere – følg med her på bloggen.
Der var ikke et fast krav om, at jeg skulle have min egen empiri, og i nogen tid var jeg helt ved at opgive tanken, for den tredje coronabølge ramte netop som jeg havde fået hold på hvad der skulle ske i min opgave, og så var det jo ikke muligt at tage ud på en skole for at observere spisning. Øv. Men helt godt havde jeg det nu ikke med at lave en rent teoretisk opgave, så jeg måtte improvisere og ikke mindst få hjælp fra min skønne datter med at samle nogle veninder, som kunne agere fokusgruppe. Hvordan det foregik kommer der mere om – hold øje på FB/Insta eller følg.
Nogle highlights fra min konklusion:
- Det er knap så meget maden, som samværet og dynamikken mellem børnene, som er det vigtige.
- En god spiseoplevelse behøver ikke at være en gourmet-oplevelse, og den kan foregå en lang række forskellige steder, bestemt ikke kun i klasselokalet.
- En god spisepause er én hvor børnene har haft det hyggeligt sammen med hinanden, mens det betyder meget lidt hvordan maden smagte.
- Grupper, der spiser sammen, arbejder bedre sammen.
Tre gode ideer, som kan gøre min næste opgave endnu bedre:
- Jeg skal helt tidligt finde ud af, hvad min opgave skal handle om. Så kan jeg bedre udvælge teori i løbet af semesteret.
- Jeg skal bruge færre teoretikere, for så snart jeg har nævnt en teoretiker, forventes det at jeg bruger denne løbende igennem opgaven. Og det kræver plads og opmærksomhed, to knappe ressourcer i sådan en opgave.
- Jeg skulle have haft en længere diskussion af min empiri, sammenholdt med min teori.
Nævnte jeg, at jeg fik 10 for min opgave? Jubii….
Læs, følg og del gerne