Ryd vejen til lykke med Feng Shui

Feng Shui er en flere-hundrede år gammel filosofi. Det er en måde at indrette sig efter både fysisk og mentalt. Gennem tiden er der kommet nye regler til, og andre er blevet tilpasset vores moderne måde at leve på. Der findes flere fortolkninger, men jeg vil her give et overblik og en introduktion til Feng Shui. Det er ikke en måde jeg bevidst indretter efter, men nogle af grundreglerne giver mening.

Hvis du efter at have læst mit indlæg har fået blod på tanden, er der flere der udbyder kurser –  men kig dig godt for.

Filosofien bag Feng Shui

Feng Shui er en orientalsk filosofi bygger på præmissen om, at der er, udover det fysiske aspekt i vores verden (det vi kan se, høre, røre, lugte og smage) også er en energi. Denne energi er CHI. CHI er vores tanker, følelser, ideer og drømme. CHI påvirker vores fysiske tilstand og omvendt. Du kender måske det at vågne op om morgenen efter at have drømt en god drøm og næsten mærke den fysisk i kroppen.

Din og andres kroppe er omkranset af denne CHI-energi og derfor påvirker vi hinandens CHI. På samme måde besidder bygninger også denne energi – her i Vesten vil vi nok kalde det atmosfære.  Nogle bygninger tilfører energi til os, og nogle dræner os.

Hvad er Feng Shui?

Det gælder altså om at arbejde med energien, og når vi gør det, rydder vi vejen til lykke. Der er stillet en række regler op, som kan hjælpe dig med dette. Før vi kommer til dem forklarer jeg lige lidt mere om Feng Shui.

Feng Shui betyder vind og vand. Tænk på et vandløb, der flyder i en lind stille strøm – dette er den gode energi. En gang imellem drejer vandløbet. Her opstår krusninger på vandet og uro. Dette er dårlig energi. På samme måde kan det overføres til rum. Et rum, hvor vi kan bevæge os ubesværet uden at støde ind i andre og i møbler, vil være et rum med god energi. Hvis det modsatte er tilfældet, som fx i et supermarked, hvor gangene er smalle og andre mennesker går i vejen, vil det dræne vores energi.

Alt i vores bygninger påvirker vores CHI – hvordan bygning og rum vender i forhold til solen, form og  placering, samt materialer for døre, vinduer, interiør og andre objekter.

Yin og Yang i Feng Shui

Yin og Yang er den grundlæggende del af kinesisk filosofi. Yin og Yang er modsat som i nat og dag – kvinde og mand. Der skal være en balance mellem de to.

Yang repræsenterer solen og aktivitet. Ved nymåne er vi mere spirituelle og afslappede, dette er Yin. Yang er syd og Yin er nord. Fx et soveværelse, der er nordvendt, vil således have energier, der er spirituelle og afslappede. Og en stue vendt mod syd vil have sociale og aktive energier. Farver er også delt i Yin og Yang. Pastel og jordfarve er Yin, for de gør os rolige, og mættede farver som rød og orange gør os aktive.

Yin og Yang på flisebelægning

CHI-energi og 5 transformationsenergier

Hvor Yin og Yang er modsatte, skal de 5 CHI-transformationsenergier ses i sammenhæng. Det er året  inddelt i fem skiftende sæsoner. Hver sæson har sine egenskaber.

Forår er fx frisk med masser af optimisme. Rum placeret i øst, som er retningen for forår besidder en energi, der er god til planlægning og start af nye projekter Her kan du placere hjemmekontoret eller et værelse for husets teenager (som måske kan bruge lidt hjælp med at stå tidligt op). Der er mest positiv energi om morgen i østvendte rum. Farven for forår er grøn og element/materiale er træ. Bare tænk på blomstrende træer og buske i det tidlige forår.

På samme måde er sommer, hvis retning er syd, stedet for selskab og sociale arrangementer. Tiden for sommer er midt på dagen – det er altså her der er mest positiv energi. Sommersæsonen bliver repræsenteret af farven rød og har elementet ild. 

Kineserne har inddelt deres sæsoner op i fem årstider og ikke som os i Norden i fire. Deres tredje sæson er sensommer samt tidligt  efterår.

Sensommer/tidlig efterår er sydvest. Elementet er jord, og det er her du finder de smukke efterårsfarver gul og brun. Energien her er til praktiske opgaver, så indret du bare dit DIY værksted i det sydvestvendte rum.

Metal betyder meget i kinesisk kultur, og det er materialet/elementet for efterår. Efterår ligger til vest i Feng Shui kortet. Farverne er hvid, guld og sølv. Vi kan slappe af i et rum placeret mod vest og den bedste  energi får du om aftenen i dette rum. Har du fx et bord i glas og stål, vil du opnå en positiv energi, hvis bordet er placeret i et vestvendt rum.

Den sidste sæson er vinter. Den har vandet som element og du finder vinter mod nord. Farven er sort og mørk blå. Hvis du har dit soveværelse mod nord, sover du godt, for den bedste energi er her om natten.

For at holde styr på alle disse retningslinjer, når du indretter efter Feng Shui, kan du bruge nedenstående skema: Et kinesisk trigram.

Kinesisk trigram.

Lidt klogere på Feng Shui

Når du har et hjem med god energi, smitter det af på andre aspekter i dit liv: arbejde, økonomi, kærlighed og sociale bånd. Reglerne skal ses som retningslinjer, for de er ikke altid til at implementere 1:1 her i Vesten. Men de kan tilpasses og bruges langt hen ad vejen. Og hvem kan ikke bruge lidt positiv energi?

Hvordan vender dit hjem og hvilke rum er placeret hvor? Prøv at lav en grundplan og sæt nord, syd, øst og vest på. 

Det er ikke kun levende væsner som mennesker, dyr, træer, der udleder energi, men også menneskabte ting som bygninger og interiør. Næste indlæg handler om hvilke møbler som passer hvor; og der er lidt tips og tricks.