Københavnerliv i en Coronatid

Nu, hvor det er januar, og vi har været lukket ned igen i nogle få uger, glider tankerne tilbage til foråret, og den nedlukning som startede 11. marts, da Corona’en rigtigt var kommet til Danmark. 

Jeg skrev nogle halve artikler dengang, om hvordan jeg oplevede pandemien, og nu giver det noget perspektiv at hive oplevelserne frem igen.

Coronakrisen var altomfattende, og det var svært at navigere i et hav, hvor reglerne ændres fra dag til dag. Samtidigt blev jeg bombarderet med dystre nyheder om en pandemi der raser, om økonomier der smuldrer, og om ting, som vi plejede at kunne, som nu var umulige eller forbudte. Der var stort set ingen nyheder, der ikke handlede om Corona. Nu og da prøvede værterne at finde en positiv historie frem – men der var langt mellem snapsene.

Selv en tur ud og handle føltes udmattende. Mit refleksive system var på overarbejde, og jeg var bevidst om, at jeg ikke længere kunne stole på de vaner, jeg normalt forlod mig på, når jeg agerede i det offentlige rum.

 

Der blev ryddet godt op på skrivebordet

 

Det at overleve

Det er måske ikke på sin plads at tale om overlevelse. Vi havde mad, tag over hovedet, el, vand og net, og ingen jeg kender blev alvorligt syge. Det var ikke de dommedagsfilm, som jeg og min mand ellers sætter pris på at se. Regeringen bestod, om end i en noget mere enevældig udgave end jeg var vant til. Der var hverken zombier eller mad-max-biler i gaderne. Der var i stedet meget meget fredeligt.

Næh, det var ikke de fysiske behov der tyngede; men det at være spærret inde sammen i længere tid trak unægteligt veksler. Her spillede mit held dog ind. Jeg var sammen med min dejlige mand, Jesper, og søde datter Sif på 11 år, i vores lejlighed på Vesterbro i København. Vi sørgede for at tage hensyn til hinanden. Hver især havde vi vores rede, hvor vi kunne trække os væk og finde ro i egne tanker. Derudover prøvede vi at forkæle hinanden: vi hentede kaffe, lavede lækker mad, eller drak en sjov drink på altanen. Vi holdt også orden, og hele lejligheden duftede af rengøring og rent vasketøj.

Hjemmeskolen

Hjemmeskolen gjorde sit indtog, stort set fra starten. Lærerne arrangerede en pakke af alverdens hjemmeopgaver, mange af hvilke skulle løses i 117 forskellige læringsportaler på internettet, beskyttet af forskellige sælsomme logins og andre besværgelser. Alene at få styr på, hvad det var Sif skulle lave i løbet af den enkelte dag, var en udfordring. At finde ud af hvor ditten og datten skulle afleveres, var endnu sværere. Alt var krydret med, at diverse læringsplatforme var voldsomt overbelastede af den pludselige intense brug, og tit var utilgængelige – prøv igen lidt senere. Dette gjaldt ikke mindst det centrale Aula, som var den digitale platform som var kernen i almindelig kommunikation mellem skole og hjem.

Lærerne på Sifs skole besluttede, at Sif og jeg startede den første uge med at se en hollandsk film med danske undertekster. Det faldt ikke i god jord hos min datter. Derudover lavede Sif og Jesper matematik, og jeg stod for tysk og billedkunst.

Madlavning viste sig at være en særlig udfordring. Lærerne havde spottet, at alle hjem har et køkken, og at der således nu åbnede sig fantastiske muligheder for madlavning, som normalt ville være umulige i skolens beskedne hjemkundskabslokaler. I Sifs klasse er de ved at lære om klimavenlig mad, og det betyder vegetarmad. Sif HADER mad uden kød. Et kompromis blev burgere med bønnebøffer. Det var vist ok, men tror nu ikke at Sif laver det frivilligt igen: ”Så meget arbejde (red.: nok mest oprydning) for så lidt!”  Jesper og jeg synes nu at det var skønt at være på ”Siffers Cantina”.

 

Børn og kedsomhed

Det var heldigvis i Danmark – i modsætning til nogle andre ikke så fjerne lande – hele tiden muligt at komme ud. Det benyttede Sif og Jesper sig af, når skole og arbejde var forbi. Sifs boldøje blev trænet, når de spillede ”mur” på skydebanen. Næste skridt blev fremfinding af rulleskøjter, som ellers havde ligget ubrugt i kælderen i lang tid. De pludseligt utrafikerede sidegader på Vesterbro var yderst velegnede til urutinerede rulleskøjteentusiaster. Endelig kom der også nogle længere udflugter, fx en tur i Hareskoven med bål og snobrød.

I længden savnede Sif at lege med vennerne. Selvom Jesper fandt på mange ting med hende, kunne det ikke undgås at hun kedede sig. Sif ryddede op på værelset. Jeg lærte Sif at hækle, og hun hæklede et helt slumretæppe til Jesper. Efter nedlukningen fortsatte hendes begejstring for hækleri, og nu har min Sif – med lidt hjælp fra stolte mig – åbnet sin egen hækle-webshop. Check den ud her

 

At arbejde hjemmefra

Jesper arbejdede også hjemmefra, da teknikken kom sådan nogenlunde op at fungere. Han havde temmelig mange møder, så det var udmærket at hans kontor var forskanset i soveværelset – der var trods alt mulighed for at lukke døren. Jeg selv havde knap så mange møder, og det meste arbejde kunne jeg klare fra stuen, hvor jeg havde indrettet kontoret, med min trofaste bærbare som centrum.

Det var dejligt, at vi kunne være i to forskellige rum, og ikke kom til at forstyrre hinanden for meget.

Jeg synes egentlig at jeg var god til at koncentrere mig om arbejdet, når jeg rent faktisk havde noget vigtigt at lave. Men jeg var også vant til at arbejde hjemmefra, fra før krisen.

Jeg skriver et andet indlæg om hvad Corona gjorde ved min virksomhed Form Rum.

Køkkenet på Vesterbro blev nu også flittigt brugt

Social liv på nødblus

De første uger isolerede vi os fuldstændigt i vores lille familie, og så ingen. De vigtigste kontakter blev vedligeholdt over telefonen.

En måneds tid inde i krisen fra det som om det lysnede noget – den alvorlige smittekurve begyndte at vende nedad, og statsministeren roste os.

Vi begyndte at se min bedste veninde, som heldigvis også er min genbo her på Vesterbro, og vi begyndte at se min store pige og hendes mand og to små drenge. Det gjorde tingene lidt mere hyggelige. Jesper begyndte at gå spadsereture med nogle få af sine venner, med en rygsæk pakket med tæpper og øl, som en anden studerende. Det hjalp også, at foråret efterhånden gav lidt mere lys og varme.

Mens alvoren tog lidt af, blev der plads til lidt mindre bekymringer:

  • Kan jeg nå at få leveret kontaktlinser, før familien ved jeg bruger briller?
  • Er t-shirt og gamachebukser et fedt nok overlevelsesoutfit at møde apokalypsen med ( jeg havde måske drømt om et lidt mere som i Mad Max)
  • Kan jeg dyrke gulerødder i altankassen og i så fald, hvor længe kan vi overleve, når Sif nægter at blive vegetar.
  • Hvornår på dagen er det ok at høre Drum House for fuld hammer, når alle er hjemme – og vil naboerne egentlig klage af frygt for smitte?

 

Så er den gal igen

Nu, hvor jeg poster dette indlæg, er vi lukket ned igen. Cafeer og restauranter er lukkede, og det samme gælder butikker, som ikke lige er apoteker eller supermarkeder. Plejehjem

og skoler er lukket ned. Jeg synes at der er meget, som minder om marts og april; men der er også meget som er forskelligt. I denne omgang ved jeg på en anden måde, hvad der foregår – navnligt kender vi sygdommen bedre.

Og jeg har nogle vaner fra foråret, som kan tages op af skuffen igen.

Hvordan klarer man sig som designer af rum, når alle rum er lukket af? Læs mere her

Leave a Reply