Det tilfældige møde

Jeg så hende godt på afstand. Hun kom gående i mod mig og stoppede en ældre herre et stykke fra mig. De var for langt væk til at jeg kunne høre om, hvad de talte om. Manden rystede på hovedet og gik videre. Nu kom hun også hen til mig. Hun tog hånden op af lommen viste mig et hårspænde: Vil du købe dette sølvspænde?

Jeg kiggede på det. Som datter af en forkromer kan jeg hurtigt se forskel på sølv og krom, og dette spænde var krom og ikke af høj kvalitet. Jeg fortalte at jeg ikke havde brug for spændet, men kvinden havde vakt min interesse. Jeg spurgte om jeg måtte invitere hende på en kop kaffe på cafeen overfor. Hun smilede og sagde ja tak. Vi sad længe og hun fortalte hun var kunstner og havde en masse at fortælle. Da vi havde drukket kaffen, kiggede hun på mig: Jeg synes at du skal have dette hårspænde alligevel, for det var så hyggeligt.

Det var det helt tilfældige møde og det var en god oplevelse for os begge.

I en tid, hvor vi næsten kan klare alt fra sofaen, blot vi har en god internetforbindelse, bliver det tilfældige møde sjældnere. Derfor er vi, som indretter rum, ude såvel inde nødt til at tænke i, hvordan vi kan skabe rammer for det tilfældige møde. Hvis vi ikke skal på kontoret, posthus, bank og borgerservice, hvordan får vi os så indrettet os så vi mødes?

Det handler meget om at skabe steder, som indbyder til ophold, eller som i hvert fald sænker tempoet. I modsætning til en lang lige gang, giver en rund plads, hvor flere veje fører hen, gode muligheder for tilfældige møder. Dette kan så styrkes ved at skabe siddepladser eller ståpladser, fx langs væggene, eller ved at skabe noget smukt at se på – tænk i springvandet på et hyggeligt italiensk torv. Bare at man kan se hinanden, kan også fungere.

Det at skabe det tilfældige møder kommer meget an på at have det med som en bagtanke i designprocessen, og at se de muligheder som ligger i rummenes anvendelse og dimensioner. Og på den måde kan der skabes et sted, hvor man pludselig kommer hjem med en god historie og et hårspænde.

Der er mere om design her på bloggen og på hjemmesiden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: