Jeg er vild med at skabe objekter med hænderne. Den taktile fornemmelse, roen ved gentagelse, og det at der kommer et fysisk produkt ud af besværet.
Lamperne tegner jeg i 2D, for så at skære dem på laserskæreren. Jeg blev først introduceret for teknikken i 2013 på studiet. Dengang var opgaven også at lave en lampe, og efterhånden som jeg er fortsat med at tegne lamper, er de blevet større, finere og mere komplekse.
Materialevalget er stadig birketræ. Det er en træsort, der dyrkes her nordpå i vores klima med masser af vand og sparsom sol. Ved at vælge træsorter fra vores egen natur, sparer vi klimaet for al for meget transport. En anden god ting ved at skabe designs i rå træ er, at det giver mulighed for at ændre på udtrykket. Lak, bejse, maling eller naturlig patina gør, at designet hele tiden kan leve med tiden, og at brugeren selv kan sætte sig præg.
I indretning er en lampe, ud over det rent praktiske som at give lys til mørke steder, også med til at afgrænse en zone. Lyset fra lampen inviterer dig ind til en ny handling. En pendel over spisebordet, en standerlampe ved lænestolen eller arkitektlampen ved skrivebordet fortæller dig uden ord, hvad der forventes at ske her.
Da vi var hulemennesker, samledes vi om bålet. I dag samles vi ved sofaen eller spisebordet, og vi føler os trykkere, når en pendel kan sænke loftet visuelt og skabe ”hulestemningen”.
Jeg har tegnet og produceret 3 designs, der efterhånden er blevet godt udbredte.
Mor og barn lampen var den første. Den hedder som den gør, fordi den er i flere lag, og fordi jeg blev inspireret af min ældste datters graviditet og det med at have et barn i maven.
Den næste hedder Solkant. Den er egentlig blevet til ud fra mit eget behov for at have en lampe, der kunne hænge højt i loftet i gangen og stadig se spændende ud nedefra. Når lyset er tændt, skinner den som en lille sol.
Den tredje lampe er lavet med inspiration fra et timeglas. Det er en lampe, der i sin form tager sig godt ud parvis. Den grå filtkrave er limet på, men kan nemt skiftes ud til andre farver og materialer som skind.
Jeg prøver altid kræfter med nye modeller, men det er bestemt ikke alle, der bliver færdige designs. Vil du se mere og måske blive inspireret, så følg formrumcph på Instagram eller tjek shoppen på Etsy.
Er du i København er du også velkommen til at kigge forbi værkstedet. Skriv på sl@form-rum.dk og få en aftale.