”Det ligner en æggeblomme”, siger Lukas (navn ændret) til mig, da vi ankommer til læseklassen for første gang efter min kollega Lawrence og jeg har indrette deres klasselokale. Den gule farve har vi valgt, fordi det er en optimistisk farve. Vi kalder klassen ”Solskinsklassen”.
Jeg er på Hastrupskolen. Hastrupskole er bygget 1971 og der er tænkt i plads og fællesarealer. Klasselokalerne store og lyse. Skolen fremstår slidt og uden strategi for indretning.
I dag er jeg her for at observere, om de ændringer vi har iværksat i rummet, giver mere ro. Børnene i klassen er mellem 12- 14 år.
Det er spisefrikvarter og en del af børnene spiller brætspil. ”Du snyder! ” siger en af drengene til sidekammeraten. Det er ikke aggressivt og højt, bare en slags konstatering af forskellig opfattelse af reglerne. Der er faktisk en pænere tone, end da jeg mødte dem for snart 3 måneder siden. Der er sket to ting siden sidst: Der er blevet fordelt lidt om på børnene, så nogle få af dem er kommet i en særskilt klasse – nu er de 9 børn tilbage – og så er der indretningsændringerne.
Der kommer en dreng ind ad døren. Han har mobiltelefon i hånden. Da han lukker døren, lægger han automatisk telefonen fra sig i mobilholderen, der hænger bag døren. Han går hen til en gruppe og deltager.
To drenge, som sidder ved vinduet, sidder og griner. De sidder på taburetter og har lagt et par af de hynder på, vi har købt ind til dem.
Klokken ringer til time. Børnene rejser sig og sætter sig på deres pladser. Lawrence og jeg har stillet de ni borde i hestesko. Der er god afstand mellem bordene, så lærer og elever kan komme nemt rundt i klassen. Dette gør også, at børnene ikke forstyrrer hinanden. I hvert hjørne af klassen er der en skærm. Eleverne kan sagtens se hinanden og tavlerne, men skærmene giver de elever ro, der har behov for det.
Lokalet er formet som et L. Dette giver mulighed for at dele lokalet op, så der er plads til en studiekrog i den lille ende af L’et. Før klassens nye indretning var her mange ting og visuel uro. Børnenes ting var placeret i studiekrogen. Det betød, at hver gang der skulle hentes ting, blev børn og undervisere i studiekrogen forstyrret. Der var også mange andre ting, børnene blev distraheret af og pillede ved, når de alligevel var der.
Læreren er kommet og nu skal de have matematik. ”Hent jeres ting frem”, siger læreren. Jeg lægger mærke til at børnene går de usynlige ruter, vi har anlagt for dem. Læreren sætter sig i studiekrogen med en elev og hjælper og forklarer opgaven.
Der tales kun lidt og lavt. Alle børnene sidder og koncentrerer sig om deres egne opgaver. En dreng rejser sig og henter ting på ydersiden af reolen, der danner væg indtil studiekrogen – uden at forstyrre dem, som sidder og arbejder i krogen. Vores indretning ser ud til at fungere!
Bordene står næsten som Lawrence og jeg satte dem for en uge siden – kun et bord er rykket. En dreng i et af hjørnerne har rykket sit bord tættere på skærmen ved siden af. Vi mennesker finder tryghed i at være tæt på kanter. Arkitekt Jan Gehl kalder dette fænomen ”Kantefekt” i bogen ”Livet mellem husene”.
Jeg sidder her i halvanden time. Her er helt roligt. Jeg kigger efter om børnene vipper med fødder eller fidler med ting, og om de rejser sig umotiveret, eller om de råber. Jeg søger at forstå bevægelsesmønstrene.
I slutningen af timen kalder læreren til samling i hesteskoens center. Klassen er god til at bruge hele lokalet.
Før indretningen lagde jeg mærke, til at eleverne stod uroligt og havde lidt svært ved at stille sig i en kreds. For at hjælpe dem med det har vi lavet en cirkel med røde folieprikker på gulvet. Det giver børnene lyst til at stå med begge fødder på en prik.
Efter timen spørger jeg læreren til roen. ”Hvis du var kommet tidligere på dagen, ville du have observeret det samme” fortæller hun mig.
Det er tydeligt at indretningen har afhjulpet noget af uroen. På spørgeskemaet, jeg gav eleverne før indretning og efter, kan jeg se at der er en lille stigning på trivslen. Når den ikke er større, kan det skyldes at eleverne i læseklassen har det bedst i vante rammer og med faste rutiner.
Samlet set er dette et rigtigt vellykket projekt, der opfylder vores mål om ro. Lærerne og pædagogerne i læseklassen føler sig inspireret i de nye omgivelser og er meget glade for at børnene nu kan fordybe sig i opgaverne.